5 uger i krigszonen

 Lille Virgil bliver 5 uger idag!

Tiden både flyver af sted, står stille og går baglæns indimellem, for vi lever i en krigszone af gråd, søvnløshed, bekymringer og magtesløshed.

Man kunne kalde det god, gammeldags babykolik, men det er bare så unuanceret og bredt og ikke definerbart, så jeg har brug for at sætte flere etiketter på.

Alma var som baby låst i nakken, mellemgulvet og hoften, hvilket vi opdagede alt for sent. Hendes første måneder var helt forfærdelige, og lige meget hvor vi henvendte os for hjælp, blev vi spist af med, at hun havde kolik, og vi måtte stå tiden igennem. Som nybagte førstegangs forældre har man ikke megen status i forhold til læger og sundhedsplejersker, og det der med at stole på sin mavefornemmelse... det slår altså først til efter 6 måneder.

Vi flyttede 'på landet' da prop var 3,5 mdr, og først da en ny (og fantastisk) sundhedsplejerske kom til, var der nogen, der virkelig lyttede til os.

Jeg tør godt at sige, at hun reddede både vores barn og vores ægteskab!

Klog af skade fik vi tjekket V hos kiropraktor og kraniosakral terapeut, da han var blot et par dage gammel; 

...samme låsning, samme symptomer...

Ordene ramte som en hammer i hovedet på mig, og skrækken for at skulle samme årelange kamp igennem igen bider mig i haserne.

Vi står midt i orkanen nu, og aner ikke, om den løjer af om 2, 6 eller 10 måneder.

Vi prøver at vende vores erfaringer til et værktøj til at håndtere det hele, men det er svært ikke at falde i et sort hul indimellem, og synes det hele er skide uretfærdigt!

Kraniosakralen var her igår. Hun er det mest mystiske kvindemenneske, jeg er stødt på... Ser lidt forhutlet ud, sorte havenegle, viltert hår, varmt hjerte og en kæmpe viden, som hun deler ud af.

Det er tydeligt, at hun brænder for sit hverv, og hun har et fantastisk tag på børn, som jeg virkelig beundrer.

Men... behandlingerne er hårde ved et moderhjerte, for Virgil skreg ulykkeligt i hele den time, hun var her. Jeg måtte gå ud af rummet flere gange for ikke at bryde sammen i gråd, og jeg kan mærke tigermoderen i mig komme springende - nu skal der ikke mere smerte til mine børn!

Vi er på rette vej - det ved jeg!

Vi er i trygge hænder - det ved jeg!

Vi er i de rette hænder - det ved jeg!

Vi kan klare det - det ved jeg også - det skal vi sgu'!

Jeg minder mig selv om, at der også venter et ægteskab på den anden side. Et ægteskab, som der ikke har været plads til i de sidste par år, og som endnu engang må på stand by, til verden står stille.

Jeg lægger brødkrummer ud, så jeg kan finde tilbage igen...