En følelsesberetning

Lille Virgil er nu 14 dage gammel,

og vi er lige så stille ved at lande i vores roller...

Eller... Det skal vi...

For om små 3 dage starter den rigtige hverdag!

GYS!

Tænk, for bare 14 dage siden, var jeg ved at dø af skræk over,

hvordan det hele mon skulle gå...

Det føles som uger og måneder siden,

tænk, som sindet tilpasser sig.

Vi havde en helt fantastisk dag, den fredag,

og trods alle tankerne op til,

er det en dag, som jeg vil huske altid.

Vi mødte på Hillerød om formiddagen, hvor jeg fik en pille til at sætte det hele i gang.

Jordmødrene var simpelthen så søde, og selvom de havde lynende travlt, og faktisk havde måtte sende nogen hjem, som også skulle have været sat i gang, tog de sig god tid til at sikre,

at vi havde det godt, og var med på, hvad der skulle ske.

Der var tale om at tage vandet, for at sætte skub i det hele, men der var ikke plads på fødeafdelingen,

så den beslutning måtte vente til senere.

Efter en time blev vi sendt af sted igen med besked på at komme igen ud på eftermiddagen.

Det var en underlig følelse at tage derfra... Jeg kunne slet ikke forholde mig til at tage hjem og vente, så i stedet to vi hånd i hånd ud i verden,

klarede det sidste babyshopping, spiste frokost og nød hinandens selskab.

Skal jeg være ærlig, så troede jeg simpelthen ikke på,

at der ville ske noget fredag,

og faktisk glædede jeg mig lidt til at hente prop,

og slappe af min Vild med dans...

Ja, sådan bruger vi vores fredag aften herhjemme:)

16.30 var vi tilbage... 

Der blev kørt en ve-strimmel, og der var ikke meget action på den front.

- men i stedet for endnu en pille,

blev der givet tilladelse til at tage vandet lidt senere på aftenen.

Pludselig var der lagt en plan, og nu var det sikkert,

at vi ville stå med en baby i armene inden længe.

Veerne startede af sig selv henad 19 tiden og kl. 20 tog de vandet.

Herfra gik det rigtig stærkt, veerne lå på toppen af hinanden,

og 22.29 blev vi forældre igen. 

Det var en voldsom oplevelse at føde på så få timer,

ikke god, ikke dårlig,

bare overvældende!

Jeg nåede slet ikke at være med rent mentalt,

men så er det jo godt,

at kroppen kan tage over og styre slaget.

Når jeg nu tænker tilbage,

så var det jo rart at få det overstået i en fart:)

Vi er som skrevet ved at lande i vores roller.

Det er fantastisk at se, hvordan et bånd mellem søster og bror udvikler sig.

Virgil har selvfølgelig ikke så meget at byde ind med endnu,

men vi kan se kærligheden vokse hos prop hver dag.

Hun blev så hurtigt stor, synes jeg,

og hun har taget det hele så fint.

Det er nok mest mig, som synes det er svært,

at jeg pludselig må ofre så meget af 'vores' tid.

Selvfølgelig har det ikke været uden kompromis fra os begge,

og jeg savner hende forfærdeligt meget,

når amning og babynusning fylder det meste,

men jeg ved jo,

at vores tid kommer igen.

Hun har selv opfundet udtrykket

"Almas tur hos mor" 

Åh, det skar i hjertet først...

Min lille pige med så stor forståelse!

- men det er jo bare så rigtigt...
Mor går jo på tur,
og Virgil ryger over til far, så snart han kan,
så det kan blive Alma tid...
Almas tur hos mor.

Det er vist en proces for både prop og jeg, det her!
- er det ikke meget normalt?

Mon de kommer til at ligne hinanden, de to?
På billederne her er der ihvertfald ingen tvivl om,
at det er søster og bror.

(Virgil til venstre, prop til højre)

******

Nu glæder jeg mig til snart at vise lidt krea frem igen.
Tiden har ikke været til meget,
men jeg kan mærke, at det sitrer i fingrene for at komme i gang igen.

Tak fordi du følger med

♥