Holdt! Stop! Stands!

I fredags traf jeg en vigtig beslutning.
Beslutningen om at tage et par måneders pause fra studiet.
En beslutning, som nok har bygget sig længe op, og som jeg til sidst ikke har kunne overse.

Det handler om at mærke efter.
Om at vide, hvornår nok er nok,

og hvornår for meget er blevet for sent.

Min krop har længe skreget på ro.

Det sidste år har været et sammensurium af smerter, undersøgelser og behandlinger,

og de har sat sig som knuder i mine muskler og led.

Operationen i marts sætter også stadig sine spor med kvalme og svimmelhed,

og nu er nok altså blevet nok.

Det er tredje pause, jeg holder i mit studie.

Alle med stress, bekymring og nedslidthed som årsag.

Det er ikke noget under med de kriser, vi har gennemlevet,

tvært imod er det et under, at der ikke har været flere.

alligevel har det været en svær beslutning...

Jeg trænger i den grad til at få afsluttet, få papir på, få udfordringer på et fagligt niveau og til at få brugt mig selv som mig.

.. men der skal også være et mig at give af, når det virkelig liv starter.

Det handler nemlig ikke kun om at få afsluttet.

Det handler også om at komme hel ud på den anden side.

Med glæde, mod, overskud og selvsikkerhed,

så jeg også har noget at byde på,

når jeg skal sælge mig selv på et snævert marked.

 

Jeg er helt forsvundet i kampen.

Jeg har været mor og patient så længe, at jeg næsten ikke kan huske,

hvornår jeg sidst bare var Cecilie.

Jeg kan mærke, at jeg har mistet grebet om det menneske, jeg var engang.

 

Det har taget noget tid at sluge den denne gang,

og derfor har der også været radiostilhed et langt stykke tid.

Når det virkelige liv byder på mere modgang, end man kan blogge sig ud af,

ja, så går jeg i hi og forsøger at trække vejret dybt ned i maven.

- Men nu har jeg ferie.

To og en halv måneds dejlig ferie med mand, baby og prop.

Når beslutningen er faldet lidt mere på plads,

vil jeg glæde mig over tiden, som jeg ikke har haft længe.

Tid til kreativ, tid til familie og ikke mindst tid til mig og kun mig.

Jeg ved, at beslutningen er den helt rigtige...

Nu skal hoved og hjerte bare lige falde til.

 

Jeg glæder mig også til at få brudt skrive 'bloggeringen'.

Tak fordi I stadig er med på rejsen.

♥