<data:blog.pageTitle/>

This Page

has moved to a new address:

http://hvadbiertaenker.dk

Sorry for the inconvenience…

Redirection provided by Blogger to WordPress Migration Service
Hvad bier taenker!: maj 2012

mandag den 28. maj 2012

Helge au naturel


...Her er han så...
Den skønne Helge helt naturel.
Ingen striber og ingen dikkedarer.

Jeg er ret vild med hans enkle udtryk, og faktisk har jeg ikke helt besluttet,
om han skal have næsebor endnu?

Inden han får sin nye plads på prop og lillebrors værelse,
skal han ud på en spændende rejse.
Jeg kan ikke afsløre,
hvorhen og hvorfor endnu,
men jeg kan love for, at det bliver en oplevelsesrig færd.

Helge skal ikke rejse alene...

Han får selskab af disse to finurligheder,
som har lovet at passe godt på ham på rejsen.
Gnomer er fantastisk gode til at fortælle historier,
så de kommer helt sikkert ikke til at kede sig på turen.

Mere om Helges færd i et senere afsnit:)

*******

Måske har du set,
at Helge har fået sin helt egen side her på bloggen.
(Klik på billedet ude i siden af bloggen)

Jeg har samlet de Helger (og yrsa'er og Helga'er), som jeg har kunne google mig frem til.
Har du lavet en Helge, som endnu ikke er på siden, så smid gerne en kommentar med link,
så plotter jeg ham ind med det samme.
Har du ikke en blog, må du meget gerne sende mig et billede på:
hvadbiertaenker@gmail.com
så vil jeg meget gerne lægge ham ind.

Rigtig dejlig aften

Sol, sommer, strand og Helge











Vi har brugt formiddagen på stranden.
Hvem har brug for Maldiverne,
når vi har vores eget paradis lige her?

En helt eventyrlig stemning,
med blå himmel, klart vand og kastanjetræets blomster,
som regnede fint ned over os.

Jeg fik hæklet det sidste gevir til Helge.
Lige om lidt skal han monteres,
så han er fin og klar til sin rejse.
Mere om det i morgen.

Rigtig dejlig 2. pinsedag til dig.

onsdag den 23. maj 2012

Ventetid #2

Kommunikationen er glippet mellem læge og sygehus, så jeg har reddet mig 2 timers uventet ventetid.
Øv!
Godt man er sådan en, som altid har et projekt med i tasken:)

Jeg er nået langt på slangeprojektet, så langt, at jeg nok er nødt til at fylde ud undervejs, ellers får jeg da aldrig hænderne ned i spidsen.

Er der nogen med erfaring i hæklede slanger?

Lige om straks er det min tur hos lægen, og denne gang vil jeg gerne have svar med hjem.

Mon man stadig kan nå en time i yndlingskrogen, før prop skal hentes?

tirsdag den 22. maj 2012

Vidunderlig lettelse

Der er gode nyheder idag.
Så gode, at jeg har lyst til at skrige

YES!

og danse en dans for mig og lillebror.

Søndagens diagnose på Helvedesild er blevet omstødt,
og  det er bare så vigtigt her i en ellers presset tid.
Det havde nemlig ikke kun betydet et længere sygdoms og smerte forløb nu og her,
det havde også betydet det endelige dødsstød til praktikken,
som jeg har kæmpet med næb og klør for i de sidste måneder.

YES!

Jeg har stadig undersøgelser til gode,
og jeg tager hul på en ny omgang scanning og lægesamtale i morgen,
men i dag vil jeg glæde mig over de gode ting i livet,
og tage bekymringerne en anden gang.

YES!

På billedet er min nye yndlingskrog.
Altanen er blevet ryddet for barnevogn, tørrestativ og opmagasinering,
og i stedet har en hængekøje fundet vej.

Jeg mangler endnu blomster i altankasserne og lidt billeder på væggen, men det tager form, og jeg elsker min nye krog.
Nu vil jeg gå videre med bunken, som også lige kan anes.
Et helt uforpligtende og ukompliceret slange-projekt
i rester af yndlingsgarnet.

YES!

Rigtig fantastisk sommeraften til dig og dine

søndag den 20. maj 2012

Ventetid...

3. besøg hos lægen i denne uge resulterede nu i indlæggelse til prøver og observation.
Forhåbentlig kun nogle timer, til der er svar.

Godt, jeg huskede strikketøjet!

Her er udsigten i mit venteværelse, hvor jeg sidder med et glas (stærk) saft og en trekantsandwich.

Nyvaskede underhakkere i sirlige bunker ;o)

lørdag den 19. maj 2012

Lørdags surf...

Jeg lørdags-aften surfer.
Drømmer om 10 timer mere i døgnet,
lækkert garn og sol på altanen.
 
Jeg glæder mig så meget til at gå fra,
så jeg kan indhente lidt af alt det tabte.
og ikke mindst til at nyde den solrige og skønne sommer,
som jeg er sikker på,
at vi går i møde.
 
En af de sider, som jeg besøger indimellem er Crochetme.com, hvor du kan finde mange fine gratis hækleopskrifter.
Du skal blot registrere dig med emailadresse,
og så får du endda tilsendt en e-bog indimellem.
 
På collagen har jeg samlet et par af de projekter,
som jeg gerne vil lave over sommeren.
Nogle er fra e-bøger, andre er medlemmernes egne uploads.
Tjek eksempelvis lige den hæklede Pippi-trøje ud her!

Den skal lillemanden da helt sikkert have.



Tæppet her er jeg helt betaget af.
Det er tunesisk hækling, som jeg ikke har givet mig i kast med endnu,
men nu har jeg lyst til at kaste alle andre projekter til side,
og gå i gang med det samme...

Barnevognstæppe til løvebarnet i yndlingsgarnet måske?

Farverne skal selvfølgelig være anerledes,
måske noget i stil med Lyckyboysundays her?



I morgen vil jeg vise, hvor langt jeg er kommet med Helge med hjælp fra jer søde medbloggere. Jeg skylder jer en stor tak - den får I i morgen!

Nu er det vist ved at være godnat herfra:)

torsdag den 17. maj 2012

Den dårlige samvittighed

Dette indlæg handler hverken om kreativitet, gode links eller drømmeprojekter...
Det handler om en altopslugende graviditet og følelsen af ikke at slå til,
som hverken hustru, mor, veninde eller kollega.

Jeg er nu efterhånden 5 måneder henne med lillemanden,
og lige så meget som jeg glæder mig til at hilse et lille løvebarn ind i vores tresomhed,
lige så meget overskygges glæden af de gener, som har været og stadig er i disse måneder.

Jeg er ikke en der brokker mig over 'små-skavanker', men 'små-skavankerne' fylder snart så meget, at de er umulige for mig at ignorere i det daglige.

Kvalmen og svimmelheden har efterhånden sluppet sit tag i min krop efter 4½ måned. Trætheden hænger ved endnu, og bækkenløsning har sat ind itdligt.
En virus har plaget mine ører på 5. uge nu, og kroppen reagerer nu udadtil med hævelser i hoved og hovedbund og en helt vandvittig kløe, som får et myggestik til at blegne.
Sidst, men ikke mindst en hæmaturi, hvis årsag endnu er uafklaret,
men som spøger konstant i mit baghovede.
Jeg slår ikke til nogen steder - det er ikke kun en følelse, men et faktum.

Den dårlige samvittighed over at have meldt mig ud af alle sociale relationer plager mig virkelig, og jeg er ikke i tvivl om, at den her omgang kommer til at koste et venskab eller to.
Måske er jeg ikke god nok til at melde ud i tide, og måske er jeg for privat omkring de kriser, jeg går igennem? 
Jeg har helt sikkert min del af skylden, og det prøver jeg at tage ved lære af.

Det er bare så pokkers svært, når man ikke er en tude-marie,
og gerne vil være tilstede for andre,
hvis kriser jo er lige så virkelige som mine.

Den værste samvittighed er overfor mit barn.
Jeg kan mærke, at min tålmodighed strækker meget kort,
og hverdagen indeholder langt flere konflikter,
end den tidligere har gjort.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at vores lille prop slår et slag for selvstændigheden for tiden,
og at verden bryder sammen, når hun får et nej.
Det skærer, bider og kradser dog stadig i mit moderhjerte,
når vi gang på gang bliver 'uvenner',
og jeg ved, at jeg kunne have håndteret situationen meget bedre.

Jeg vil så gerne nyde den sidste tid, vi har sammen, kun hende og jeg,
og nu forsvinder tiden som sand mellem fingrene.
Tårerne presser sig på, som jeg skriver dette,
for hun er mit et og alt,
mit hjertebarn,
og jeg savner hende helt ind i sjælen.

Heldigvis har jeg den mest fantastiske mand i verden.
han balancerer fuldtidsarbejde, barn, hjem og ikke mindst mig,
og hans støtte er helt uvurderlig.
Jeg håber, jeg kan give ham igen, når alt det her engang  er overstået,
og jeg har fundet mig selv igen.

Bloggen her er en stor del af min identitet. Jeg henter så meget inspiration og glæde hos alle jer, som både læser med og som jeg læser med hos.
Tak fordi du læste med i min virkelighed.

tirsdag den 15. maj 2012

EFTERLYSNING!!

Jeg søger desperat efter 1-2 nøgler brunt bomuldsgarn fra Søstrene Grene,
som jeg mangler til et meget vigtigt projekt.

Garnet er købt engang i efteråret,
og det ser desværre ikke ud til, at det er en del af det nye farvesortiment.
Indfarvning er helt ligegyldig.

Kan du hjælpe???

Jeg returnerer med guld, grønne skove, evig karma og hvad du ellers ønsker,
bare du kan hjælpe!
Skriv her eller på hvadiertaenker@gmail.com

Uh, hvor jeg krydser fingre!

mandag den 14. maj 2012

Aaaaaaaaahh!

To intense lagersalgs dage er godt overstået, og i dag tager jeg en velfortjent fridag.
En fridag, som jeg endnu ikke har besluttet mig for,
hvad skal indeholde, og sådan kan jeg bedst lide det.

Hvis jeg skulle kaste mig ud fristelsen,
ville jeg starte op på sjalet,
som du ser et close-up af på billedet.
Det hedder Aranami
og det er bare så helt fantastisk fint!

Jeg har dog alt for mange projekter igang på nuværende tidspunkt,
så istedet for at strikke smukke buer,
tager jeg hæklenålen i hånden og går videre med props cardigan,
som jeg startede på forleden aften.
Ren cashmere, ren nydelse og hurtige resultater på #5.

Det er heller ikke sådan at kimse af.

Hav en dejlig dag

lørdag den 12. maj 2012

Lagersalg



Hvad skal du lave i din weekend?

Måske ses vi til lagersalg på Pasteursvej, når Katvig endnu engang slår dørene op til gode tilbud?
Mig kan du ihvertfald finde blandt mængden både lørdag og søndag,
klar til at hjælpe, hvis du har spørgsmål, eller skal finde noget bestemt.

Det er efterhånden 4. år, jeg er med, og jeg elsker det!
Markedsstemningen er i top, og det er kvaliteten også.

Håber, vi ses:)

fredag den 11. maj 2012

Snail-mail

 
Idag har jeg modtaget længe ventet snail-mail.
 
To frisk-fra-trykken opskrifter på cardigans til prop,
som jeg glæder mig meget til at sætte på pindende.

Der er da ikke noget bedre end at åbne konvolutten
til to knitrende, lækkert udførte opskrifter,  
når nu alt efterhånden kommer på mail.
Næsten som at få en hilsen fra en man kender,
eller som ihvertfald kender mig og min passion.

Bare jeg altså nu kan passe ordentligt på dem...
 
Opskrifterne er købt hos
Nobleknits.com
og fås kun på tryk.
 
De hedder:
og 

Hvilken en mon jeg skal gå igang med først?

torsdag den 10. maj 2012

Aften nydning

Hækletøj i ren cashmere og punch praliner.

Så kan det vist ikke blive bedre :D

Håber, din aften er fyldt med hygge ligeså!

onsdag den 9. maj 2012

Peter Pan krave

Peter Pan krave med Liberty knap til prop.

Kraven er hæklet i stangmasker og fastmasker,
ganske ligetil, men med stor effekt-
synes jeg...

Super fin til både kjole og en bar body!

Vil du også hækle en pyntekrave,
kommer opskriften her:

Peter Pan krave:

Str: 2/4 år
Bomuldsgarn 8/4
Hæklenål #3
Knap

- Slå 57/65 luftmasker op
- Start i 4. maske fra nålen og hækl stangmasker rækken ud
- 3 lm,( 5 stgm, 2 stgm i næste m)*, slut med 6 stgm
- 3 lm, (6 stgm, 2 stgm i næste m)*, slut med 6 stgm
- 3 lm, 2 stgm sm, 4 stgm, (2 stgm i næste m, 7 stgm)*, slut med 4 stgm, 2 stgm sm, 1 stgm
- 3 lm,  2 stgm sm, 4 stgm, (2 stgm i næste m, 8 stgm)*, slut med 3 stgm, 2 stgm sm, 1 stgm

Skift nu til fastmasker

- 1 lm, 2 fm sm, 3 fm, (2 fm sm, 9 fm)* slut med 3 fm, 2 fm sm, 1 fm.

Fortsæt med at hækle fastmasker hele vejen rundt om kraven og slut af med en omgang mere uden ind- og udtagninger.

Samtidig på sidste række hækles en knaphuls løkke af 6 lm på følgende måde:
Hækl til der er 2 m tilbage på højre krave side, 1 fm, 6 lm, 1 fm. Fortsæt omgangen ud.

Hæft ender og sy knappen på. 

Jeg forsøgte at få et par billeder af prop i morges,
men den unge dame var ikke så samarbejdsvillig.

Her dybt optaget af Barbapapa på Ipod'en;


Smil sagde mor, og så 'smilede' prop
(se venligst bort fra den skrabede jeg-er-styrtet-på-rutchebanen næse)


Hav en dejlig dag

tirsdag den 8. maj 2012

Cake-in-a-cup

Kender du det, når kagesulten melder sig ud af det blå,
og så er der bare ikke en krumme i huset?

Igår faldt jeg over denne lynhurtige (og lidt skøre)
opskrift på en vaskeægte 
Cake-in-a-cup

Prop og jeg har prøvet den af idag,
og jeg lader hendes reaktion tale for sig selv...

MMMMMMMmmmmmmhhhhhhHHHHHH

Selv synes jeg, at den er ret hæderlig
tilberedningen taget i betragtning,
og det bliver bestemt ikke sidste gang,
vi eksperimenterer med den slags Ü

****Velbekomme****

mandag den 7. maj 2012

Her er jeg!!

På side 54-55 i denne uges Hendes Verden, finder du mig og mine ugler.

Det er nu skægt at se sig selv på skrift, og jeg håber, at mange mange flere nu vil få glæde af mine opskrifter.

Kan du have en dejlig dag,
min er ihvertfald startet med et smil :D

søndag den 6. maj 2012

Sommerhus


Vi har nydt en dejlig forlænget weekend i det jyske, og vejret har denne gang været med os.
Fantastisk:)
Mine forældre har været med denne gang,
og det har været skønt at se prop trisse rundt og sige mormor og morfar hele tiden.

 En weekend forsvinder hurtigt, men en tur til Ribe og et enkelt loppebesøg blev det dog til.
Saltkarret ovenover er fra det mest fantastiske og uoverskuelige kræmmerhus,
som ligger i Sæd.
Helt sikkert et besøg værd,
hvis du en da er på de kanter.

En af dagene skal jeg vise den smukke porcelænsbroche,
som jeg fik foræret af min mor.


Syslerne bliver holdt på et enkelt niveau for tiden.
Der går så længe imellem kreatiden, så komplicerede projekter mister jeg helt overblikket over.
Jeg er gået i gang med et baby/sengetæppe til løvebarnet.
Det er virkelig befriende bare at skulle hækle derudaf,
ingen tællerier, ingen formgivning og ingen udfordringer...
....Bare ren lise...

Håber, du har nydt din forlængede weekend også:)