<data:blog.pageTitle/>

This Page

has moved to a new address:

http://hvadbiertaenker.dk

Sorry for the inconvenience…

Redirection provided by Blogger to WordPress Migration Service
Hvad bier taenker!: april 2013

mandag den 22. april 2013

Vinderen af et pudebetræk fra Interior by.bak


Jeg har trukket en vinder af et lækkert pudebetræk fra Interior by.bak,
og den heldige blev:

Cille
med den ret så fine blog


Send mig en mail med din adresse, og hvilket betræk, du gerne vil have,
så sørger jeg for, at Dorte får beskeden.

torsdag den 18. april 2013

Lagersalgsdage




Jeg har brugt de sidste par dage blandt hundredevis af kasser og paller,
og pakket hvad der føles som flere tusinde varer ud.
Det er Katvigs skønne lagersalg, som netop nu slår dørene op for 4 dages gode tilbud,
jeg lover dig, at der er mange lækre varer!

Denne gang sker det i Nørebro hallen, så jeg fik en chance for at besøge vores gamle 'nabolag',
som vi flyttede fra for snart 3 år siden.
Jeg elsker Espergærde, men indimellem savner jeg byens puls;
fortorvscaféer, butiksliv, parker med masser af liv, ZOO, Tivoli og alle de skønne museer.
Særligt Nørrebro har en charme, som rammer mig, og efter byfornyelsen omkring den gamle Nørrebrohallen, er savnet ikke blevet mindre.

Solens varme har sendt vinterjakken på pension - endelig!
Nu glæder jeg mig til mange varme og solrige dage i vores have med vores nye tæpper.
- De fås naturligvis på lagersalget;)

Kig forbi, hvis du er i nærheden,
åbningstiderne hedder:

Torsdag: 14-19
Fredag: 10-17
Lørdag: 10-17
Søndag: 10-15

Hvis du kigger forbi lørdag eller søndag, så kom endelig og hils på!

Håber, vi ses.

tirsdag den 16. april 2013

Barnedåb og ønsker


Virgil skulle have været døbt i februar, men pludselig kom der et hus i vejen,
så vi har flyttet festlighederne til d. 04 maj i stedet.

Heldigvis kom der et hus i vejen, for nu har vi plads til gæster,
og måske er vi endda så heldige, at vi kan slå dørene op til haven,
og nyde det gode vejr.
(Vi har bestilt solskin)

Jeg synes, det har været svært at finde på ønsker til Virgil.
Vi har jo så meget i forvejen, og rigeligt til, at begge børn kan få noget med, når de engang selv skal have børn. Desuden har vi ikke plads til at have to af alt,
så det har krævet lidt fantasi at finde på noget særligt,
som kan gå i arv til næste generation.

Ønskerne ovenfor er fundet på Lekmer
Gode, klassiske legesager i træ, som aldrig går af mode.
Vi har også oprettet en ønskeliste på siden,
som vi kan sende til de inviterede - det er altså ret smart!

Det er altså også ret smart, at man kan søge på alder.
Det kan man mange steder efterhånden, men det gør det jo ikke mindre brugervenligt.

De har også tøj.. Det opdagede jeg i min søgen efter gaver til fisen.
Jeg opdagede et nyt mærke, som jeg er ret vild med:



Lasse Åberg hedder det - det fås hos Lekmer.

Næste kig bliver efter ønsker til props fødselsdag i juni:)





mandag den 15. april 2013

Give Away i samarbejde med Interior by.bak


Jeg har fulgt Dorte med bloggen by.bak længe.
Jeg er bliver altid inspireret af hendes rene udtryk, som hun i sin indretning blander med neon pletter og retro-strejf. Nu er hun også ved at slå sit navn fast som designer, og jeg glæder mig meget til at følge hendes udvikling inden for lækkert design.

Bag brandet står Dorte Bak, autodidakt designer og interiørblogger, som med passion fremfører grafiske indretningsprodukter.

I et miks af sarte pasteller, neon og stramme linjer udfordres tidens tendenser inden for design og æstetik, hvilket resulterer i produkter med et roligt, dog ikke anonymt udtryk.

Dorte arbejder med serigrafi (silk screens), således der tages udgangspunkt i samme designskabelon, men med forskellige materialer og kombinationer. Alle produkter har derfor et unikt udtryk.

Brandet indbefatter foreløbig pudebetræk og Ipadsleeves. Grafiske og mere naivistiske tegninger vil i løbet af foråret blive til de første produkter til børneuniverset.

”Det er som et rusmiddel for mig at tænke på og udleve en lækker farvekombination, og så elsker jeg overraskelseselementet i at arbejde med serigrafirammerne. De stramme linjer bliver meget stoflige, hvilket giver trykket noget dybde og spil.”

***

Jeg vild med Dortes produkter, og særligt puderne måtte alle gerne flytte hjem i min stue.
Derfor er det også en ekstra ære, at jeg har fået lov til at udlodde en til jer.

Vinderen har frit valgt blandt alle puderne i shoppen:



***
Reglerne for deltagelse er, som de plejer at være:
1 lod: Læg en kommentar (husk emailadresse, hvis du ikke har en blog) + like by.bak på Facebook
1 lod: Hvis du følger med her på bloggen (jeg vil nemlig gerne forkæle mine læsere:)
1 lod: del, del, del på blog eller facebook 
 
Sidste chance for at smide 1, 2 eller 3 lodder i puljen er:

søndag d. 21. april kl. 20.00

Held og lykke :o)
 
Det med småt:
For at kunne deltage i konkurrencen, skal du opgive dine kontaktoplysninger. Det vil sige, at hvis du ikke har en blog med din emailadresse på, skal du skrive den sammen med din kommentar på indlægget. 
Du har selv ansvar for at holde øje med, om det er dig, der har vundet, og hører jeg ikke fra dig inden 24 timer,
går præmien til anden side.
Tak fordi du deltager:)   

Tal pænt, vil du ikke nok?

Det her er ikke en reklame for CBB mobil, og indlægget er udelukkende sponsoreret af mine egne krummede tæer over folks tilsyneladende ansvarsfrie udtalelser i en krisesituation.

Jeg er pinlig på mine medmenneskers vegne - så er det sagt!

Pinlig helt ind i marven over, hvor uvidende, ufølsomme og ikke mindst overordentligt ubehøvlede ordentlige mennesker bliver, når der er røre i andedammen.

"Lærere er dovne hunde, som laver alt mulig andet end at arbejde"
Citat: min facebook-ven.

Hvad er det lige der sker, ven? Sådan kender jeg dig da ikke... Eller kendte, for det er ikke så tit vores veje krydses mere. Men jeg spø'r lige igen: Hvad er det der sker???

"Lærere er dovne hunde"...

Hvor er det lige dine børn går i skole? 
Hjemmeskole?
Vi har altså forlængst forladt den tid, hvor folkeskolen hed livets skole, og alle gik 10 kilometer til byen - hver dag - i snestorm - og uden sko vel at mærke - for at tjene til familiens tarv.

"Dovne hunde"... Ja... der var måske engang, hvor børnene tjente til hus på farmen,
og hvor koen i stalden, hesten i folden og hunden i gården var deres bedste venner.
(men om hunden var doven, ved jeg ikke noget om)

Idag er det altså mennesker, som underviser i skolerne, og de fleste børn bliver idag kørt til skole.. eller cykler... MED sko på... også i snestorm.
Jeg er ked af, kære ven, at der ikke er andre, der har fortalt dig dette,
måske er de heller ikke rykket ind i det 20. århundrede?

"... som laver ALT mulig andet end at arbejde" - med tryk på alt, for det er jo uden undtagelse.
Nu er det jo svært at forholde sig til sådan en sætning, kære ven,
når du er af den opfattelse, at det er firbenede væsner som varetager de daglige pædagogiske og faglige indput, som skal forme dine børn til hele, robuste og selvsikre personligheder,
når 9. klasse engang er rundet....
Yderligere må jeg jo formode, at du mener, at de laver alt muligt andet ved siden af at arbejde,
for de er jo tvunget nødt til at møde op på arbejdspladsen hver dag. Det siger overenskomsten selv.

- Dog forstår jeg godt din udtalelse!

En gennemsnitshund lever 14 år.
Det tager idag 3½ år at blive lærer, og inden man så er så heldig at få en af de få stillinger,
som er tilgængelige efter nedskæringer, så går der hurtigt yderligere et par måneder, før man kan starte sit arbejdsliv.
Et gennemsnits skoleforløb varer 10 år (0.-9. klasse),
og lægger man de tal sammen, så levner det ikke meget tid til apport, snuse numser, og hvad der ellers giver livet mening.
(og her tager jeg forbehold for, at ikke alle undervisere følger en klasse fra start til slut, men sådan var det altså i min skoletid)

Hvis det var mig - der var hund - ja så ville jeg saftsuseme også have travlt med at lave ALT muligt andet end at arbejde... Altså ved siden af arbejdet vel at mærke.
For hvis det nu rent faktisk  var hunde, som var ansat på folkeskolerne, så er der vel ikke noget at sige til, at de også gerne vil lavet noget andet end at arbejde - ellers kan man da virkelig tale om et hundeliv!

Tal pænt, vil du ikke nok?

Det er en opfordring til både dig, og dig, og dig, og dig, og også dig derovre...
UANSET om du er for eller imod, rød, blå eller gennemsigtig.
Det er DIG, der skal vise de unge mennesker, som måske berøres mest alvorligt af konflikten,
hvordan vi som voksne mennesker håndterer en krisesituation.
- Og det gælder også dig, hvis børn bliver undervist af primater og skadedyr.

Og ja, det gælder også dig, som tilsyneladende har hentet din viden i kommentarsporet på Ekstra Bladet, og dig, som mener, at du skal bestemme hvilken faglig organisation dine kollegaer skal indgå under, for at de i dine øjne er lige så ringe stillet som dig under forhold som disse.

At sidde bagved computerskærmen eller bagerst i lokalet giver ikke Cart Blanche til at tale som Kussekurt, der fik sit tilnavn i sine unge år, men nu lugter lidt af tis, og har sin daglige gang på hjørnet ved Fakta med en 47'er i hånden. Det er i øvrigt nok længe siden, at han har set sådan en (Y)

Kære ven... Hvis du læser dette, håber jeg, at du vil tage det som et kærligt klap med en vognstang.
Jeg ved, at du er både klog og kærlig, og helt ærligt,
så er det da under din værdighed. Er det ikke?
Jeg håber også, at du vil blive ved med at være min ven, for jeg kan faktisk godt lide dig som den, du er,
og tro mig når jeg siger, at skulle du nogensinde blive så fejlinformeret igen, vil jeg endnu engang gerne tage teten til at forklare dig, hvordan virkeligheden hænger sammen.

Tal pænt, vil du ikke nok?

fredag den 12. april 2013

Diagram på babytæppe med harlekin tern/Free pattern chart for babyblanket with Harlequin


Jeg har strikket et babytæppe til Virgil med trekanter og harlekin tern.
Faktisk har det været i gang siden februar, men det kolde vejr fortsætter jo "heldigvis",
så vi kan forhåbentlig nå at bruge det et par måneder.

Diagrammet har jeg lavet i Knitbird,
et fint lille stykke værktøj til strikkenørder som mig.
Mønsteret består udelukkende af ret- og vrangmasker, så selvom du er strikke novice,
kan du sagtens være med.
Du skal dog kunne læse et diagram, da jeg ikke har lavet en skreven opskrift.

Tæppet er strikket i Rowan Cosy Wool, men kan erstattes af eks Drops Nepal eller Paris.

Symboler: (bemærk at nogle symboler ikke er standard)
X = ret på alle pinde
* = Vrang på retsiden, ret på vrangsiden
"Blank" = Ret på retsiden, vrang på vrangsiden

Strikkefasthed: 16 masker = 10 cm 
Rundpind #6
Garnforbrug: 3 ngl Rowan Cosy Wool fv. 04. Ren uld, 125 m/100 gram
Mål: 60x80 cm efter blok

Diagrammet ligger som billede herunder, højreklik og gem på computeren:

OBS:
Designet tilhører mig, og derfor ikke gengives hverken som billede eller i skreven form uden min skriftlige tilladelse. Mønsteret er udelukkende til personligt brug, og må derfor ikke anvendes til kommercielle formål. Link gerne til mig, hvis du bruger mit mønster.

God strikkelyst:)

*********************

Free patternchart for a babyblanket/strollerblanket with triangles and harlequins.
Knitted in Rowan's Cosy Wool it's perfect for a chilly day.


Facts:

Chart symbols: (please note that not all symbols are standart symbols)
X = Knit on all rows
* = knit on wrongside, purl on right side
"Blank" = Purl on wrongside, knit on right side
 Gauge: 16 st = 10 cm
Needles: #6
Yarn: 3 skeins od Rowan Cosy Wool color 04
Size: 60 cm x 80 cm after blocking

Right-click on the chart above and save to harddisk.


This is my design.
Pattern is for personal use ONLY. 
Do not redistribute pattern chart or written instructions.
Please link back to me, if you use my pattern.

 Happy knitting!

Vinderen af Would Wood? huse


Den heldige vinder af et sæt fine træhuse blev:

Anne med bloggen


Send mig din adresse på hvadbiertaenker@gmail.com,
så sender jeg de fine huse afsted til dig.

STORT TILLYKKE :)

mandag den 8. april 2013

En milepæl


Om ikke så længe - faktisk lige om snart - er jeg mor til et børnehavebarn.
En milepæl som alle forældre skal igennem,
og som sikkert har lige så blandede følelser omkring det, som jeg.

Jeg glæder mig - lad mig lige understrege det,
og prop er klar, det er helt sikkert...
Hun trænger til flere udfordringer nu, og jeg ved,
at hun kommer til at elske det!

Vi har arbejdet hårdt på, at give Alma tillid til verden,
og at lære en lille sensitiv pige at rumme forandringer, modstand og de udfordringer,
som livet giver.
Det er lykkedes - eller det tror jeg ihvertfald.
For det endelige svar får vi nok ikke,
før hun for alvor bliver præsenteret for en institutionel hverdag om ganske få uger.

Jeg håber, at vi har givet vores lille prop tryghed og selvværd nok med i bagagen,
og jeg håber, at hun også der vil være den selvstændige, dygtige pige,
som vi ser herhjemme.

Der bliver så meget nyt for hende...
Indtil nu har hun jo kun været en del af en lille gruppe,
hvor der altid er plads til alle - også på éen gang.
Der er kram og kys og kærlighed, når hun trænger,
og der er altid rum til hende og de andre.
Nu skal hun i højere grad klare sig selv, kunne opsøge, turde deltage og ikke mindst sige til og fra.
Min lille prop, som bare bliver så stor

Det er jo et nødvendigt 'onde',
men jeg synes alligevel, det er barsk at skulle sende mit barn ud i den store verden.
Det brænder i mit hjerte, når jeg tænker på,
at hun snart skal sige farvel til sin elskede Iris,
som har fulgt hende tæt i de sidste par år.
Det er jo nu, hun lærer, at når man siger goddag til noget nyt,
siger man som regel også farvel til noget gammelt...
På godt og ondt...
Årh tis, det bliver sikkert mig, der kommer til at tude mest!

Bliver det mon sådan her ved alle milepæle i børnenes liv?
(så kom følelsesfontænen lige op i mig igen)

søndag den 7. april 2013

Give Away - fine huse fra Would Would?


Jeg er helt tosset med de små fine træhuse med malet tag,
som Sara bag bloggen Motherbl gger har lavet under navnet
 
Would Wood?

Sara har sponsoreret et sæt huse til en af jer heldige læsere,
som I kan vinde når jeg trækker et navn op af hatten på torsdag efter 20.00

Butikken lukker desværre, men hvis du skynder dig,
kan du nå forbi og få en god handel i hus.

***
 
Reglerne for deltagelse er, som de plejer at være:
1 lod: Læg en kommentar (husk emailadresse, hvis du ikke har en blog)
1 lod: Hvis du følger med her på bloggen (jeg vil nemlig gerne forkæle mine læsere:)
1 lod: del, del, del på blog eller facebook 
 
Sidste chance for at smide 1, 2 eller 3 lodder i puljen er:

Torsdag d. 11 april kl. 20.00

Held og lykke :o)
 
Det med småt:
For at kunne deltage i konkurrencen, skal du opgive dine kontaktoplysninger. Det vil sige, at hvis du ikke har en blog med din emailadresse på, skal du skrive den sammen med din kommentar på indlægget. 
Du har selv ansvar for at holde øje med, om det er dig, der har vundet, og hører jeg ikke fra dig inden 24 timer,
går præmien til anden side.
Tak fordi du deltager:)  

lørdag den 6. april 2013

Origami, emalje, træ og guld...


Jeg går ikke så tit med smykker, men når jeg gør,
skal de helst udstråle noget unikt, kreativt og ikke mindst klassisk.

Jeg har forelsket mig hovedkulds i Shlomit Ofirs smykker,
som på fineste vis kombinerer emalje, guld og træ med rødder i origami og geometri.
Sarte, fine farver og (for mig) tidsløst design,
som også rent prismæssigt er til at komme i nærheden af.

Disse er mine favoritter:



***
I am in love with Shlomit Ofir's jewellery collection that combines enamel, gold and wood.
Inspired by Origami and Geometry Shlomit has created a timeless and beautiful collection.
Above is my favorites.

God weekend - Happy weekend :)

fredag den 5. april 2013

Godt begyndt....




... Og halvt færdigt!

Billedvæggen tager form efter mange forsøgopstillinger på gulvet,
Og nu hænger de første billeder endelig på plads.
Jeg er svært tilfreds - måske endda så meget, at der ikke skal tilføjes meget mere?

Resten af hjemmet begynder også at ligne noget, som er værd at vise frem,
vi føler os allerede mere hjemme her, end vi nåede at gøre i betonklodsen.

I weekenden vil jeg få taget lidt billeder af vores lille hybel,
Nu er kameraet nemlig også dukket frem fra kasserne.
(ja nu må I lige nøjes med et sløret iPad knips)

Hav en dejlig weekend!

torsdag den 4. april 2013

Børnepasning i Espergærde - Hjælp blogland


Da vi skulle vælge dagtilbud til prop for et par år siden, gjorde vi os mange overvejelser om, 
hvilken hverdag vi gerne ville have for vores barn.
Man ønsker jo kun det bedste til sine børn,
og for os var det vigtigt at finde et sted,
hvor ikke kun kemien var god, men hvor vi også var sikre på,
at vores dengang sensible datter ville få en tryg og omsorgsfuld hverdag.

Jeg har et anstrengt forhold til vuggestuer.
Ikke til pædagogerne, men til de arbejdsforhold, som mine kære kollegaer dagligt må slås med.
Jeg har dyb respekt for dem, som har gjort 0-6 årige til deres kald,
men det river i mit hjerte, når jeg ser hvor lidt tid,
de har til omsorgsarbejde, en-til-en kontakt, og den anerkendelse,
som er med til at forme et lille barns personlighed, selvtillid og sociale færdigheder.
Jeg ved, at de fleste gør et fantastisk arbejde,
men jeg har desværre også alt for tit set,
hvordan administrative opgaver, underbemanding og besparelser tager tid fra børnene,
og hvordan frustrationen vokser os dem,
som egentlig gerne bare vil lave det,
som de engang valgte at blive uddannet til.

Vi valgte dagpleje til prop, og det har vi ikke fortrudt et eneste sekund.
Aldrig har vi afleveret et grædende barn.
Aldrig har vi været utrygge, utilfredse eller undrende over praksis.
Altid har vi vidst, at vores barn var i de tryggeste hænder, som kunne tilbydes ud over vores.

Vi var heldige at 'møde den rigtige', hvor kemien var der med det samme,
og hvor de pædagogiske overvejelser levede op til vores (særligt mine) forventninger.
Faktisk kan vi ikke sætte en finger på noget,
som vi ikke er tilfredse med, og hvor tit er det lige, at det sker?

Almas hverdag er fyldt med oplevelser,
der spænder lige fra de store ture til zoo og kanalrundfart, til turen ud af grusvejen,
hvor der kigges på frøer, biller og regnorme.
De tager til Helsingør og kigger på færger, til søen og fodrer ænder, til Sverige på visit,
og så mødes de med andre dagplejere et par gange om ugen på både legeplads og i legestue.
Naturen spiller en stor rolle i deres hverdag, og alle elementer tages i brug,
når der tales om fuglekvidren, kokasser og edderkoppespind.

***
 
 Helsingør kommune valgte i 2011 at afskaffe dagpleje som et kommunalt pasningstilbud,
og derfor måtte de eksisterende dagplejere, som ikke blev genansat af kommunen, fortsætte som private pasningstilbud, eller finde andre græsgange.
Det har været en stor omvæltning for de, som har valgt at fortsætte,
for pludselig er kampen om at få børn nok blevet alvor,
og uden et kommunalt netværk til at sprede ordet,
er der mange, der kæmper for at overleve.

Anderledes er det ikke for vores fantastiske Iris,
som fra maj mangler børn,
og derfor beder jeg nu jer om hjælp til at sprede ordet om en af de helt særlige,
som vi helst ikke vil miste.

Hvis du kender nogen, eller selv kunne være interesseret,
kan du se mere på hendes hjemmeside HER,
og du er også velkommen til at sende mig en mail,
hvis du vil vide mere om vores oplevelser som forældre.

Jeg håber, at I vil være med til at sprede ordet, kære blogland,
så vi også til efteråret kan sende den lille Virgil af sted til en tryg hverdag.

Kiksekage


Idag var det min tur til at huse mødregruppen,
og i den anledning kastede jeg mig ud i en anderledes kiksekage.

Opskriften er fundet hos The Food Club,
den er FANTASTISK!

Rig blød chokolade smag, karamelagtig konsistens,
og så tog den max 10 minutter at lave.

WIN WIN WIN

Ingredienserne består udelukkende af kondenseret mælk, chokolade og smør,
så hvis du har et anstrengt forhold til palmin (lige som jeg),
så er her ingen undskyldninger for ikke at smide en klassisker på bordet.

Opskriften finder du HER,
Velbekomme :)

tirsdag den 2. april 2013

Et lille GARNSALG

Ja, jeg jo har lovet det længe, så mon ikke det er på tide,
at jeg får skudt det sidste garnsalg igang.

Bestilling foregår først til mølle ved at sende en mail til
silledille@gmail.com

Porto kommer oven i prisen,
og her vil jeg lige gøre ekstra opmærksom på,
at garnet bliver afsendt som brev, medmindre du ønsker (og betaler for) pakkeforsendelse.
Alle brevforsendelser er på eget ansvar!

Garnpakke 3: Bomuld med glimmertråd lilla - 10 ngl + rest (p. 2½-3) 165 m - 100 kr plus porto - reserveret

Garnpakke 17: Ren uld rosa - 10 ngl (p. 4) 86 meter - 150 kr plus porto - reserveret til Lilli S

Garnpakke 18: Ren uld gammelrosa - 10 ngl (p. 4) 86 meter - 150 kr plus porto
Garnpakke 24: Gepard cash-sock - 85 gram - 30 kr plus porto

Garnpakke 25: Cash-sock fra Hjertegarn lilla/blå farver - 230 gram - 100 kr plus porto



Garnpakke 28: blandet uld i højlandskvalitet (lammeuld) - 300 gram - 100 kr plus porto



Hav en dejlig dag