En milepæl

Om ikke så længe - faktisk lige om snart - er jeg mor til et børnehavebarn.

En milepæl som alle forældre skal igennem,

og som sikkert har lige så blandede følelser omkring det, som jeg.

Jeg glæder mig - lad mig lige understrege det,

og prop er klar, det er helt sikkert...

Hun trænger til flere udfordringer nu, og jeg ved,

at hun kommer til at elske det!

Vi har arbejdet hårdt på, at give Alma tillid til verden,

og at lære en lille sensitiv pige at rumme forandringer, modstand og de udfordringer,

som livet giver.

Det er lykkedes - eller det tror jeg ihvertfald.

For det endelige svar får vi nok ikke,

før hun for alvor bliver præsenteret for en institutionel hverdag om ganske få uger.

Jeg håber, at vi har givet vores lille prop tryghed og selvværd nok med i bagagen,

og jeg håber, at hun også der vil være den selvstændige, dygtige pige,

som vi ser herhjemme.

Der bliver så meget nyt for hende...

Indtil nu har hun jo kun været en del af en lille gruppe,

hvor der altid er plads til alle - også på éen gang.

Der er kram og kys og kærlighed, når hun trænger,

og der er altid rum til hende og de andre.

Nu skal hun i højere grad klare sig selv, kunne opsøge, turde deltage og ikke mindst sige til og fra.

Min lille prop, som bare bliver så stor ♥

Det er jo et nødvendigt 'onde',

men jeg synes alligevel, det er barsk at skulle sende mit barn ud i den store verden.

Det brænder i mit hjerte, når jeg tænker på,

at hun snart skal sige farvel til sin elskede Iris,

som har fulgt hende tæt i de sidste par år.

Det er jo nu, hun lærer, at når man siger goddag til noget nyt,

siger man som regel også farvel til noget gammelt...

På godt og ondt...

Årh tis, det bliver sikkert mig, der kommer til at tude mest!

Bliver det mon sådan her ved alle milepæle i børnenes liv?

(så kom følelsesfontænen lige op i mig igen)