<data:blog.pageTitle/>

This Page

has moved to a new address:

http://hvadbiertaenker.dk

Sorry for the inconvenience…

Redirection provided by Blogger to WordPress Migration Service
Hvad bier taenker!: Tal pænt, vil du ikke nok?

mandag den 15. april 2013

Tal pænt, vil du ikke nok?

Det her er ikke en reklame for CBB mobil, og indlægget er udelukkende sponsoreret af mine egne krummede tæer over folks tilsyneladende ansvarsfrie udtalelser i en krisesituation.

Jeg er pinlig på mine medmenneskers vegne - så er det sagt!

Pinlig helt ind i marven over, hvor uvidende, ufølsomme og ikke mindst overordentligt ubehøvlede ordentlige mennesker bliver, når der er røre i andedammen.

"Lærere er dovne hunde, som laver alt mulig andet end at arbejde"
Citat: min facebook-ven.

Hvad er det lige der sker, ven? Sådan kender jeg dig da ikke... Eller kendte, for det er ikke så tit vores veje krydses mere. Men jeg spø'r lige igen: Hvad er det der sker???

"Lærere er dovne hunde"...

Hvor er det lige dine børn går i skole? 
Hjemmeskole?
Vi har altså forlængst forladt den tid, hvor folkeskolen hed livets skole, og alle gik 10 kilometer til byen - hver dag - i snestorm - og uden sko vel at mærke - for at tjene til familiens tarv.

"Dovne hunde"... Ja... der var måske engang, hvor børnene tjente til hus på farmen,
og hvor koen i stalden, hesten i folden og hunden i gården var deres bedste venner.
(men om hunden var doven, ved jeg ikke noget om)

Idag er det altså mennesker, som underviser i skolerne, og de fleste børn bliver idag kørt til skole.. eller cykler... MED sko på... også i snestorm.
Jeg er ked af, kære ven, at der ikke er andre, der har fortalt dig dette,
måske er de heller ikke rykket ind i det 20. århundrede?

"... som laver ALT mulig andet end at arbejde" - med tryk på alt, for det er jo uden undtagelse.
Nu er det jo svært at forholde sig til sådan en sætning, kære ven,
når du er af den opfattelse, at det er firbenede væsner som varetager de daglige pædagogiske og faglige indput, som skal forme dine børn til hele, robuste og selvsikre personligheder,
når 9. klasse engang er rundet....
Yderligere må jeg jo formode, at du mener, at de laver alt muligt andet ved siden af at arbejde,
for de er jo tvunget nødt til at møde op på arbejdspladsen hver dag. Det siger overenskomsten selv.

- Dog forstår jeg godt din udtalelse!

En gennemsnitshund lever 14 år.
Det tager idag 3½ år at blive lærer, og inden man så er så heldig at få en af de få stillinger,
som er tilgængelige efter nedskæringer, så går der hurtigt yderligere et par måneder, før man kan starte sit arbejdsliv.
Et gennemsnits skoleforløb varer 10 år (0.-9. klasse),
og lægger man de tal sammen, så levner det ikke meget tid til apport, snuse numser, og hvad der ellers giver livet mening.
(og her tager jeg forbehold for, at ikke alle undervisere følger en klasse fra start til slut, men sådan var det altså i min skoletid)

Hvis det var mig - der var hund - ja så ville jeg saftsuseme også have travlt med at lave ALT muligt andet end at arbejde... Altså ved siden af arbejdet vel at mærke.
For hvis det nu rent faktisk  var hunde, som var ansat på folkeskolerne, så er der vel ikke noget at sige til, at de også gerne vil lavet noget andet end at arbejde - ellers kan man da virkelig tale om et hundeliv!

Tal pænt, vil du ikke nok?

Det er en opfordring til både dig, og dig, og dig, og dig, og også dig derovre...
UANSET om du er for eller imod, rød, blå eller gennemsigtig.
Det er DIG, der skal vise de unge mennesker, som måske berøres mest alvorligt af konflikten,
hvordan vi som voksne mennesker håndterer en krisesituation.
- Og det gælder også dig, hvis børn bliver undervist af primater og skadedyr.

Og ja, det gælder også dig, som tilsyneladende har hentet din viden i kommentarsporet på Ekstra Bladet, og dig, som mener, at du skal bestemme hvilken faglig organisation dine kollegaer skal indgå under, for at de i dine øjne er lige så ringe stillet som dig under forhold som disse.

At sidde bagved computerskærmen eller bagerst i lokalet giver ikke Cart Blanche til at tale som Kussekurt, der fik sit tilnavn i sine unge år, men nu lugter lidt af tis, og har sin daglige gang på hjørnet ved Fakta med en 47'er i hånden. Det er i øvrigt nok længe siden, at han har set sådan en (Y)

Kære ven... Hvis du læser dette, håber jeg, at du vil tage det som et kærligt klap med en vognstang.
Jeg ved, at du er både klog og kærlig, og helt ærligt,
så er det da under din værdighed. Er det ikke?
Jeg håber også, at du vil blive ved med at være min ven, for jeg kan faktisk godt lide dig som den, du er,
og tro mig når jeg siger, at skulle du nogensinde blive så fejlinformeret igen, vil jeg endnu engang gerne tage teten til at forklare dig, hvordan virkeligheden hænger sammen.

Tal pænt, vil du ikke nok?

17 kommentarer:

Klokken 15. april 2013 kl. 10.33 , Blogger Unknown sagde ...

Tak! Fordi du slår et slag for en ordentlig tone!
Jeg er lærer, jeg er ikke chef forhandler. Jeg har ingen indflydelse på det cirkus der udspiller sig i forligsinstitutionen. Men jeg får gang på gang skudt i skoen at jeg ikke vil arbejde mere, at jeg ikke vil arbejde som alle andre osv.
Jeg bliver ked af det når jeg læser et citat i avisen, hvor en dansk professor siger at lærerne arbejder 16 timer om ugen.
Vi laver rigtig mange andre ting end undervisning, men det er faktisk stadig vores arbejde. Og det lyder som om din ven også lider af samme misforståelse som professoren. Undervisningstid er ikke det samme som arbejdstid og lærerne arbejder ligeså mange timer om året som alle andre.
Og uanset hvad andre mennesker mener om min arbejdstidsaftale sætter jeg pris på at man taler ordentligt til og om mig.
Så tak!

 
Klokken 15. april 2013 kl. 10.37 , Blogger Cecilie sagde ...

Mit hjerte går til jer, Frøken Fogh, og at I i denne tid skal kæmpe mod uvidenhed og spin i både medier og jeres omverden. Og her tager jeg slet ikke stilling til det politiske i konflikten, men at man skal opføre sig som voksne mennesker, og ikke gøre sig klog på sager, man ikke har forstand på. Jeg håber på alt det bedste for jer!

 
Klokken 15. april 2013 kl. 11.07 , Blogger Anja (Zoomsnoren) sagde ...

Tak, tak og endnu en gang tak for dit indlæg!
Det betyder rigtigt meget for mig at læse det lige netop på en dag, hvor jeg som folkeskolelærer er lockoutet, og på en dag hvor jeg er trist og ked af det pga. hele cirkusset omkring konflikten.

 
Klokken 15. april 2013 kl. 11.14 , Blogger Malene sagde ...

Jeg bliver helt rørt. Det er så dejligt med opbakning lige for tiden, hvor man næsten ikke tør sige at man er lærer. Jeg hører altid til familiefesterne: "Godt det ikke er mig, der er lærer". Jeg har aldrig forstået det udsagn, for på den ene side er vi dovne hunde med alt for meget ferie, men på den anden side vil ingen være i vores sko. Jeg er stoppet med at lade mig provokere af de nedladende udsagn, men jeg bliver dog stadig trist indeni, når man skal lægge ører til den slags. Så jeg blev så glad da jeg læste dit indlæg.

 
Klokken 15. april 2013 kl. 11.56 , Blogger Cecilie sagde ...

Jeg er glad for at kunne bidrage med et smil, og forhåbentlig viser solen sig snart, så vi kan få lunet os helt ind i hjerterne også.
Håber inderligt, at der snart findes en løsning, som giver mening for jer og jeres virke, og som også kan bære det økonomiske pres 5 og 10 år ind i fremtiden.
Alt det bedste herfra:)

 
Klokken 15. april 2013 kl. 11.59 , Blogger Cecilie sagde ...

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i, hvordan det er at være 'beklemt' over sit daglige virke, for det er selvsamme holdning, man møder som pædagog. Her hedder det bare, at pædagoger bare sidder og drikker kaffe hele dagen. Jeg er holdt op med at forsvare og forklare, nu oplyser jeg bare om, at jeg ikke drikker kaffe;o)
Dejlig dag til dig:)

 
Klokken 15. april 2013 kl. 12.01 , Blogger Charlotte kaae sagde ...

Tak du!
Linker til dit skønne indlæg, på vores lærerintra, tror det vil glæde mange :-)

 
Klokken 15. april 2013 kl. 12.02 , Blogger Cecilie sagde ...

Tak Charlotte. Jeg er glad, hvis det kan varme lidt.
Kram og tanker til dig :)

 
Klokken 15. april 2013 kl. 12.39 , Blogger Ylvalishule sagde ...

TAK! - Hvor er det dog dejlig befriende at læse, at nogen stadig bevarer overblikket og den gode tone.

Jeg tror ikke, mine kolleger har taget en 4-årig læreruddannelse, fordi det var det nemmeste job. Jeg betragter dem heller ikke som værende doven - tvært i mod. Langt de fleste er engagerede, dygtige og omsorgsfulde voksne. Jeg føler mig overbevist om, at vi er blevet lærere fordi vi holder af børn, holder af at undervise, og kan lide det sociale samspil vi har med børnene. Langt de fleste ønsker ikke jobbet som lærer, hvilket jeg godt kan forstå... for det er forbandet svært at være lærer, hvis man ikke er dygtig til det. - Jeg tillader mig at skrive, at der i denne branche er endnu mere afregning ved kasse et, hvis man ikke lever op til forventningerne.

Jeg elsker mit job. Jeg betragter ikke mig selv som doven, og tror heler ikke mine elever, forældre og kolleger betragter mig sådan. Men jeg overvejer i øjeblikket, om jeg ønsker at være lærer i resten af mit arbejdsliv, fordi holdningen til hvad man kan tillade sig at tænke og synes om lærerne, er så nedladende. I hvert fald ville jeg ikke vælge at blive lærer i dag, hvis jeg stod foran, at skulle vælge uddannelse. Jeg ville ikke fravælge p.ga eleverne, men fordi der i befolkningen er en bred holdning til, at lærere er dovne... modtager fuld løn for halv tid...

Selvfølgelig er der også mindre dygtige lærer, det siger sig selv... Der er også tandlæger jeg fravælger. Læger i lægehuset, jeg nødigt konsulterer. Jeg har også hørt om en murer, der ikke skal lave murerarbejde for mig. Der er også pædagoger i børnehaven, jeg hellere går til end andre. - Men det berettiger mig ikke til - og jeg tillader mig ikke at skære alle under en faggruppe under en kam - og kalde dem nedladende ting fordi der også i deres faggruppe findes brodne kar.

Endnu en gang - tusind tak. Det er dejligt, at ikke alle mister hovedet, når tingene spidser til.

Kærligst Kristina (som også er lærer i den danske folkeskole)

 
Klokken 15. april 2013 kl. 13.31 , Blogger Mie sagde ...

Kære Cecilie
Af hjertet tak - magter ikke flere udsagn om dovne hunde, lange ferie og tidligt hjem..... Det gør modløs og trist og skaber ikke den energi og gejst, der skal til for at begå sig i den danske folkeskole i dag og forhåbentlig også i morgen.
Kh

 
Klokken 15. april 2013 kl. 13.40 , Blogger Cecilie sagde ...

Jeg tror faktisk, at det er de færreste, som tror, at lærere er dovne, ugidelige eller rent faktisk kun arbejder 16 timer om ugen. Jeg håber det ihvertfald ikke, for så er der da andre og problematikker, som er lige så alvorlige at tage fat på. Jeg tror, at størstedelen af Danmarks befolkning mener, at I lærere skal have nogle arbejdsforhold, som giver mening på både det faglige og personlige plan, og så tror jeg også langt de fleste mener, at økonomien - på samfundsplan - også skal hænge sammen om 3, 5 og 10 år.

Min søster er lærer i folkeskolen, og jeg ved ærligt ikke, hvad hun bruger af tid på undervisning, forberedelse, forældremøder osv. Men jeg ved, at det er mere end 16 timer... og 20, 25 og 30 timer... Jeg ved også, at hun aldrig har fri - heller ikke tirsdag aften kl. 20, når hun ser Rasmus fra 7.B pifte alle cyklerne foran sportshallen, eller hun møder Louise fra 9.A fredag aften på hovegaden - stangbarcardi med en flaske Campari i hånden.
- Og jeg ved også, at hun forlængst har ramt øverste løntrin, så hendes udsigter til at stige mærkbart i indtjening trods anciennitet, er næsten ikke eksisterende.

Der er uden tvivl brodne kar under alle faggrupper, og tonen er jo ikke anderledes i denne konflikt, end da det handlede om direktørerne, håndværkerne, og fabriksarbejderne.

Nå, det blev et langt svar:) Alt det bedste til dig herfra.
Kh C

 
Klokken 15. april 2013 kl. 13.41 , Blogger Cecilie sagde ...

Jeg sender lidt varme tanker og kram din vej. Jeg kan godt forstå, at du trænger:)
Kh

 
Klokken 15. april 2013 kl. 14.39 , Anonymous Charlotte sagde ...

Fuldstændig enig. Har det på samme måde som dig - jeg er lockoutet skolelærer i København.Er også totalt overrasket over en af mine gamle teatervenners forargelse over, at Bondo holdt brandtale til os lærere til Lockoutfest i fredags. Min gamle "ven" er ude i, at vi lærere har en skjult dagsorden om at LEDE folkeskolen istedet for lederne. Jeg ser ellers denne gamle ven for at være et godt og demokratisk menneske, og han leder i dag et stort teater i Københavnsområdet, og hans kone er politiker for SF, mener jeg. Men jeg har åbenbart taget fejl! Han har jo fuldstændig misforstået det hele! Hold da kæft hvor er jeg skuffet. Han skal i hvert fald ikke have lov til at sætte dagsordenen her, og heldigvis er der andre på facebook, der har sat ham på plads, da jeg ikke formåede det.
Så fedt at du tager kampen op, for jeg er ikke så retorisk rap i replikken som dig. Fedt at se! Du gør min dag lysere! God solskinsdag! Kh Charlotte

 
Klokken 15. april 2013 kl. 20.34 , Blogger Juhl78 sagde ...

Det er jo desværre denne bemærkning vi, som lærer, stort set altid møder. Og hvor er det bare øv...
(Til regnestykket. Da jeg tog læreruddannelsen tog det 4 år).
Mvh Gitte Juhl

 
Klokken 15. april 2013 kl. 20.34 , Blogger Sarah sagde ...

Tak fordi du stadig orker at kæmpe for både den gode tone og os lærere!
Både min mand og jeg er lærere. Han er lock out'et, jeg er ledig på dagpenge. Vi talte om i torsdags - efter københavnerturen, hvor vigtigt det var at holde hovedet højt når man gang på gang mødte uvidende og nedladende 'venner'. Vi var enige om, at det var ingen sag, at fællesskab er vigtigt og sammen er vi stærke. Alligevel kan vi begge mærke i dag, at vi er tyndslidte af at skulle forsvare os og hele usikkerheden omkring det (ikke mindst den økonomiske usikkerhed). Bare det at en pædagog i børnehaven, da jeg i eftermiddags hentede barn, stoppede mig og sagde at nu måtte vi altså se at stoppe det her pjat for hun var løbet tør for pasningsmuligheder for hendes børn... Jeg var sq ved at tude!...
Jeg vil ønske at folk der ikke ved hvad de taler om, eller ikke har noget pænt at sige, bare ville tie stille!!

 
Klokken 15. april 2013 kl. 23.09 , Blogger Juhl78 sagde ...

Det er utroligt så mange man møder, som tror det er os, der kan stoppe lockouten igen. ( og mange som sidestiller lockout og strejke)...

 
Klokken 16. april 2013 kl. 21.33 , Blogger Susie Rasmussen sagde ...

Vanvittigt godt funderet indlæg ! Respekt for at du tog dig tid til at skrive dine tanker og udtale dig vores måde at kommunikere på. Også tak for at give et vink med en vognstang, til os allesammen.

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start