På langfart

Mindstemanden og jeg har været på langfart idag.

Langfart, som i uden for bygrænsen og langt væk fra komfortzonen.

Det er første tur uden sikkerhedsnet, og jeg skulle lige trække vejret dybt af frygt for at ende med en grædende baby i 4 stive timer.

Heldigvis var det en ren fornøjelse, og den lille fis var mere end eksemplarisk, mens han charmede alle omkring sig. Puha, man glemmer virkelig hvilken magnet, sådan en lille en er.

Jeg kunne lige så godt have et skilt på, hvor der stod:

Jeg gider godt at tale med dig!

***

Jeg har værget mig ved at sige det højt for ikke at jinxe, men der er endelig ved at være ro i det lille hjem.

Efter kraniosakralens sidste besøg for godt en uge siden, har Virgil taget store spring til det bedre, og nu tør jeg godt at sige, at han er et helt andet barn.

Spændingerne har sluppet hans krop, og både søvn, mad og smil finder sin rytme i dagen.

Jeg har måtte opgive amningen, og det har gjort ondt (det gør det nok stadig lidt).

Men når jeg skal se på det store billede, er det vigtigste jo,

at den lille mand er glad, mæt og tilfreds.

*****

Det er fantastisk at mærke lysten komme tilbage;

Lyst til selskab, lyst til krea, lyst til lyst.

Nu glæder jeg mig til at indhente en masse forsømte venskaber, og hvem ved,

måske er der også nye på vej:)

Hav en dejlig aften

♥